​

 

Den rytmiske hvæsen fra et ski-ergometer larmer om kap med musikken fra radioen. 

En kvindelig robotstemme informerer Arne Christensen om hans gennemsnitsfart. Bag ham hænger tre veste med startnumre fra det svenske Vasaloppet. 

 

Træningslokalet er småt og mørkt, men velindrettet. Maskinerne står næsten oven i hinanden. Hver især har de et formål. Styrke, balance, stamina. Hvis Arne skal gennemføre verdens hårdeste langrendsløb, er han nødt til at være velforberedt. 

 

Hans største frygt er at stå på startlinjen og ikke føle sig klar. 

 

Når en langrendsløber glider hen over sneen, bruger han 95 procent af kroppens muskler. Sporten kræver udholdenhed, balance og en stålsat koncentration. Heldigvis er Arne blevet bidt af en gal skiløber.

 

Regelmæssige træningsture til norske fjelde og svenske ødemarker er markeret gennem hele skisæsonen. Men der er langt fra Virum til Beitostølen, så Arne sætter ofte hjul på skiene, og bytter de sneklædte løjper ud med landingsbanen på en nedlagt flyvestation. Skal der højdemeter på træningsprogrammet, løber han i Jægersborg Dyrehave. 

 

Der er god grund til Arnes træningsmani. Hverken rulleski eller fitnessrum kan forberede ham på, hvad der venter forude. Tre dages skiløb nord for polarcirklen. Arne vil forsøge at tilbagelægge 160 kilometer gennem noget af grønlands hårdeste terræn. Landskabet er barskt, vejret uforudsigeligt og temperaturen kan falde til -25 grader celsius.  

 

Det er ikke uden grund, at Arctic Circle Race er kendt som verdens hårdeste skiløb. 

 

Hovedstød og halbal

Arne Christensen voksede op på en lille gård på Vestsjælland. Han var, som folk var flest på de kanter. Hans eneste særtegn var, at skolelægen havde erklæret ham farveblind. Gul blev til grøn, og grøn blev til blå. Men det betød ikke noget. Arne passede sin skole, og når klokken ringede ud, tog han over på fodboldbanerne. 

 

Her løb han rundt med de unge drenge fra Høng GF, og jagtede den næste titel som amtsmestre. Han var forsvarsspiller, og efter eget udsagn, almindelig god til den position - bortset fra en ting: han lavede aldrig et eneste hovedstød. Når bolden kom svævende i hans retning, var det som om, at den forsvandt. 

 

Det var ikke kun fodbolde, der forduftede imod himlen. Hvis Arne hørte lyden fra en forbipasserende flyvemaskine, kiggede han op, men han kunne aldrig lokalisere, hvor den summende lyd kom fra. Det undrede ham. 

 

Vintermånederne var mørke ude på landet, så Arne havde udstyret sin cykel med intet mindre end to dynamolygter. Det så først og fremmest sejt ud, men ekstraudstyret havde også en mere nødvendig funktion. 

 

For de fleste cyklister er cykellygten en varsel til andre bilister. Man vil gerne ses, så man undgår at blive kørt over. Arne ville bare gerne se. Han havde nemlig usædvanlig svært ved at orientere sig i mørke. 

 

Det svigtende nattesyn blev først tydeligt, da cyklen blev udskiftet med en Puch Maxi. Overgangen var en selvskrevet del af opvæksten på Vestsjælland. De mørke landeveje gjorde Arne utryg, men han fortsatte ufortrødent med at race fra bondebal til bondebal. Han brugte kammeraternes baglygter som ledestjerner og ankom altid helskindet. 

 

Når Arne ikke lod sig skræmme af mørket, skyldtes det først og fremmest, at hans nattesyn altid havde været sådan. Han regnede ikke med, at de andre venner kunne se mere, end han kunne. Samtidig overskyggede forventningerne til bal og søde piger enhver form for frygt. 

 

Til festerne buldrede lyden fra det lokale orkester ud over et mørkt dansegulv. Der var sjældent andet end levende lys til at oplyse lokalet, hvilket gjorde det svært for Arne at se, hvor de søde piger gemte sig. 

 

Og netop de søde piger var der rift om. Så meget rift, at folk var villige til at slås for dem. Ikke for Arnes vedkommende. Det måtte de andre drenge om. 

 

Når bølgerne gik højt, og to ungkarle havde udset sig den samme skønhed, flokkedes festens gæster ud på gårdspladsen, hvor tvekampen foregik. Arne fulgte trop, men i nattens mulm mistede han orienteringen. Tilskuernes hvin og hujen bevidnede ganske vidst om en slåskamp, men Arne anede ikke, hvor den foregik. Tanken om usynlige og flyvende knytnæver skræmte ham. Så han holdt en betydelig sikkerhedsafstand fra støjen. 

 

Rutinecheck og radioteknik 

Som 15-årig blev Arne sendt til en øjenlæge i Slagelse. Det var hverken mørket eller forvirringen om farverne, der havde sendt ham derhen. Arne havde tidligere fået konstateret en bygningsfejl på det ene øje, hvilket havde resulterede i et sæt briller. Styrken lå på et beskedent plus 1,25. Det skulle undersøges.  

 

Øjenlægen satte et oftalmoskop op foran Arnes ansigt. Det store og lidt klodsede apparat gjorde det muligt for lægen at se ind i øjets indre og bagerste del. Maskinen lyste gennem pupillen og gjorde nethindens blodårer, nervetråde og sanseceller synlige.

 

Da øjenlægen fjernede maskinen, spurgte han ind til Arnes fremtidsplaner, hvortil den unge mand lystigt fortalte, at han snart blev færdig med tiende klasse, og derefter skulle ud i lære som radiotekniker. Han havde allerede fået læreplads hos Radio Pax - byens bedste radiobutik. 

 

Så blev der stille et kort øjeblik. 

 

Øjenlægen kiggede på Arne og fortalte ham, at han nok ikke blev radiotekniker. Der var noget galt med hans øjne. 

 

Sygdommen hedder retinitis pigmentosa. Der findes ikke nogen behandling. De indledende symptomer er farveblindhed og besvær med at orientere sig i mørke. Efter noget tid bliver synet mere og mere indsnævret, så det føles som om, at man kigger ud gennem et køkkenrullerør. 

 

Da Arne fik diagnosen, kunne lægen konstatere, at hans synsfelt var indskrænket til 10-15 grader. 

 

Sygdommen betød, at Arnes syn langsomt og gradvist ville aftage, indtil han til sidst ikke ville kunne skelne lys fra mørke.

 

Erkendelse og forskrækkelse

Det sværeste for Arne var at fortælle vennerne, at han ikke skulle i lære som radiotekniker alligevel. Den nye tilværelse som svagsynet var ikke opstået fra den ene dag til den anden - synet var, som det altid havde været - det var diagnosens medfølgende omvæltninger, der var sværest at sluge. 

 

Arnes liv havde slået en kolbøtte. Pludselig skulle han forholde sig til en anden fremtid, end den havde forestillet sig. En fremtid fyldt med spørgsmål og uvished.

 

For at få svar på de spørgsmål blev Arne henvist til Statens Institut for Blinde og Svagsynede - et kompetence- og rehabiliteringscenter der tilbyder rådgivning, uddannelse og bo-ophold for borgere med synsnedsættelse eller blindhed. 

 

Arne startede på instituttet i august 1971. Til daglig gik han i skole i København, mens han brugte sin fritid sammen med de andre 80 til 100 elever og kursister fra instituttet. 

 

Han modtog undervisning i punktskrift, maskinskrivning, mobilitet og blev langsomt udstyret med de hjælpemidler og teknikker, han unægteligt ville få behov for. 

 

Hjælpen kom på det rette tidspunkt. Arne var ung og ny-diagnosticeret. Følelserne susede rundt i kroppen. På instituttet fik han tid. Tid til tilvænning. Tid til at overvinde de mange følelser, der knyttede sig til synstabet og den medfølgende identitetsdannelse. 

 

For Arne handlede det ikke om at acceptere sit synstab, men det var nødvendigt at erkende det. På instituttet blev den erkendelse nemmere. Der var andre som ham. 

 

Uden for instituttet var det anderledes. 

 

Når Arne skulle hjem og besøge sine forældrene, gik han med hjælp fra den hvide stok ned til togstationen i Hellerup. Herfra fortsatte han med tog mod hovedbanegården, hvor han skiftede linje mod Slagelse. 

 

Inden han nåede til Slagelse, blev den hvide stok foldet sammen og gemt væk. De gamle venner fra lokalområdet skulle under ingen omstændigheder se ham sådan - 

hvad ville de ikke tænke?

 

Arne havde stadig en smule syn tilbage, og ruten var velkendt, så han kunne klare det sidste af turen uden hjælpemidler - og uden muligheden for fordømmende blikke. 

 

Men en dag gik det galt.

 

Da Arne skulle skifte tog på Hovedbanegården, åbnede han døren og trådte lige ud i ingenting. 

 

Han var trådt ud på den forkerte side og endte på skinnerne. 

 

Forskrækkelsen var værre end skrammerne, men oplevelsen efterlod Arne med en erkendelse -  han havde brug for den hvide stok. 

 

Idrætten til undsætning

På instituttet i Hellerup var der ingen grund til at gemme stokken væk - eleverne var der af samme årsag - og alle benyttede de synskompenserende hjælpemidler og teknikker, som Arne måtte sande, at han også behøvede. 

 

Tiden på instituttet bød også på andet end tilvænning og nødvendigheder. Arnes forsvindende syn havde medført, at han ikke længere kunne køre Puch Maxi eller spille fodbold. Til gengæld kunne han køre tandemcykel, spille goalball (et særligt boldspil for blinde), dyrke atletik og tage på langrendsture. 

​

Idrætten blev en form for modgift til den følelsesmæssige belastning og begrænset fysiske udfoldelse, som det aftagende syn havde medført. Det gav Arne bedre kropsfornemmelse, bedre balance, bedre reaktionsevne og mere selvtillid - egenskaber som generelt bidrog til at forbedre hans muligheder for at mestre et liv uden syn. 

 

I konkurrence med andre unge med nedsat syn, blev øjnene overflødige. Nu handlede det om fysik, teknik og motivation. 

 

Arne var knap begyndt på sine sportslige udfoldelser, før at han deltog i det første verdensmesterskab for goalball. To år senere deltog han både i de Paralympiske Sommer- og Vinterlege. 

 

Men man kan ikke både løbe 400 meteren, lave kuglestød, cykle tandem, spille goalball og stå på ski, hvis man samtidig gerne vil på podiet - og Arne er konkurrencemenneske. 

 

Han måtte træffe et valg.  

 

Langrend blev hans primære idræt. De lange seje træk, naturen, kroppen der arbejder og rejser til fjerne verdenshjørner, var i grunden nok. Men der var også en anden frihed i sporten. Arne kunne anvende det samme udstyr som alle andre, han kunne bevæge sig på samme facon. Bruge stave i stedet for stokke.  

 

Det eneste Arne havde behov for, var en ledsager. Et par seende øjne, der kunne guide ham sikkert gennem terrænet. 

 

Danmark er ikke en skisportsnation, men hjælpsomme langrendsløbere var der rigeligt af. Rygtet om den blinde skiløber spredte sig gennem de danske skiklubber, så nysgerrige hjælpere stod altid klar. 

 

Det var sådan Arne mødte Claus Geleff.

 

Sammen valfartede de nordpå, så snart sneen faldt. Den ene tur tog den anden, og i 1994, iført matchende pelse af grønlandsk sælskind, marcherede de side om side ind til åbningsceremonien af de Paralympiske Lege i Lillehammer. Arne bar den danske fane. 

 

​